 | (hentet 11-09-2010 03:56) |  |
|
|
 |
|
|
 |
 |
|
|
|
(Arkiv -> Generalforsamling 2009) |
|
Referat af generalforsamling i Viborg Skakklub afholdt torsdag den 28. maj 2009 kl. 19.30 i FOA. |
| (12-06-2009) |
Deltagere:
Ejner Bank Andreasen, Villy Anly, Mikael Bach, Christian Bitsch, Mogens Boel, Søren Ejdum, Morten Fabrin, Børge Fisker, Bent Frederiksen, Peter Graves, Kaj Hansen, Jes Harholm, Thomas Højbjerg, Hans Kurt Jacobsen, Mette Dalsgaard Larsen, Olav Dalsgaard Larsen, Kjeld Merstrand, Bjarne Nielsen, Jens Ove Fries Nielsen, Jonas Nielsen, Mogens Bech Nielsen, Thomas Overgaard, Claus Rossen, Thorvald Søndergaard, Johs. Sørensen, Jens Martin Villumsen, i alt 26 medlemmer
Formanden, Kjeld Merstrand, bød velkommen.
1. Valg af dirigent
Olav Dalsgaard Larsen blev foreslået og valgt som dirigent. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.
2, Formandens beretning
Kjeld Merstrand aflagde følgende beretning:
Som traditionen byder, vil beretningen rumme et kort tilbageblik på det forgangne år med resultater og dagliglivet i klubben, samt lidt om bestyrelsens overvejelser i forhold til næste sæson.. Men i år vil jeg også godt knytte et par bemærkninger til skaksituationen på landsplan, fordi det også kan betyde noget for vores egen klub.
Skak på landsplan.
På landsplan er det sådan, at antallet af medlemmer falder år for år. I løbet af de sidste 5 år har der været en tilbagegang på 1200 medlemmer, så medlemstallet pr 1. januar 2009 er nede på 5006. Det er en tilbagegang på 20%. Her i hovedkredsen har der været en tilbagegang på 15% og i klubben en tilbagegang på 8%. Samtidig ændrer alderssammensætningen sig, så der bliver flere ældre og færre yngre medlemmer. Det er naturligvis en uheldig udvikling, og sådan set har HB forsøgt sig med flere tiltag for at vende udviklingen, senest med etablering af unionens skakserver, der skulle lokke nye skakspillere til og på sigt give flere aktive medlemmer til klubberne. Skakserveren har haft en mildt sagt uheldig start, og indtil videre har det altså ikke resulteret i en mærkbar medlemstilgang. De færre medlemmer har nødvendiggjort den kontingentstigning, der blev vedtaget på årets delegeretmøde.
Et andet billede på det skrantende skakliv er antallet af klubber med færre end 20 medlemmer, som jeg betragter som en kritisk størrelse. Ud af landets 180 klubber er der 80 klubber med færre end 20 medlemmer. Her i vores hovedkreds er der 7 ud af 15 klubber med færre end 20 medlemmer.
I de senere år har der været bestræbelser på at gøre mere ud af såkaldt seniorskak med specielle arrangementer for medlemmer, der er over 60 år. Det kan være udmærket, men det er bestemt ikke noget, der kan vende den negative udvikling, og personligt så jeg hellere, at man brugte kræfterne på at skaffe nye og yngre medlemmer, ellers ender Dansk Skak Union som en eksklusiv sammenslutning for gamle originaler med en speciel hobby. Jeg tror på, at et tættere samarbejde med Dansk Skole Skak må være vejen frem for at få en positiv medlemsudvikling.
Vores egen klub.
Medlemsmæssigt klarer vores klub sig pænt med uændret medlemstal siden 2007, og der er en pæn aldersfordeling på vore medlemmer.
Seniorer Pensionister juniorer Børn B-medlem I ALT
2007 38 13 1 4 0 56
2008 36 14 2 1 2 53
2009 36 17 2 1 1 57
Når Viborg Skakklub klarer sig udmærket medlemsmæssigt, hvorfor så egentlig bekymre sig over den negative udvikling på landsplan. For det første er et levende klubliv med aktive skakspillere i andre byer en væsentlig forudsætning for klublivet i den enkelte klub – jeg tænker her på holdskak og koordinerede turneringer, hvor der er mulighed for at møde nye spillere. For det andet så må den generelle udvikling på landsplan give anledning til overvejelser også i vores klub, der i øjeblikket må betegnes som velfungerende, men hvordan ser det ud i fremtiden; risikerer vi også at blive ramt af tilbagegang hvis vi rutinemæssigt fortsætter som hidtil.
Klubbens forskellige aktiviteter med klubturnering, holdturnering, hurtigskak og lidt undervisning, sammenholdt med en hyggelig omgangstone virker tilsyneladende udmærket, når det gælder fastholdelse af medlemmer. Men også variationerne i spillestyrke fra helt stærke spillere til spillere på et mere jævnt niveau betyder meget. Så på den baggrund kunne vi godt læne os tilbage uden at tænke på nye tiltag, for det går jo meget godt.
Sådan ser vi nu ikke på det i bestyrelsen. I de sidste par sæsoner har Morten Fabrin været en flittig leverandør til Viborg Nyt med omtale af klubbens holdresultater og på den måde øget kendskabet til klubbens eksistens. Den 6. juni er vi Viborg Bibliotek behjælpelig med et skakarrangement, hvor de inviterer 15-19 årige til en turnering, og hvor andre interesserede kan få et spil skak med et af klubbens medlemmer, der opfordres til at møde op. Vi har sagt ja til at medvirke i kulturnat for børn den 9. oktober med temaet: ”Er du til spænding i natten?”. Igen med det formål at udbrede kendskabet til klubben.
Der er en enkelt ting, der ikke er gået så godt i den forløbne sæson, og det er juniorarbejdet, selv om Thomas Højbjerg trofast har mødt op hver torsdag 18.00, men Simon var den eneste junior, og når der ikke er andre jævnaldrende, så mangler der udfordringer. Det er et forhold, som vi i bestyrelsen gerne vil ændre på.
Vi vil simpelthen etablere Viborg Skakskole, der skal være et tilbud for skoleelever i Viborg by. I øjeblikket er det kun Vestre Skole, der har skoleskak, og det betyder, at der på de øvrige skoler i Viborg by er godt 3000 elever, der ikke får et tilbud om skoleskak. Der er tale om et tilbud for eleverne, men samtidig er det tilbud til skolerne om, at skakklubben er behjælpelig med at stable et skoleskaktilbud på benene. For de elever, der måtte ønske det, er der samtidig et tilbud om et juniormedlemskab af klubben. Det kræver lidt frivillig arbejdskraft fra klubbens side, men måske kan vi også få lærere til at medvirke. Dette projekt arbejder vi på lige nu og bliver vort tilbud godt modtaget, starter Viborg Skakskole omkring 1. september.
Resultater.
Ja det var lidt om det forløbne år og bestyrelsens overvejelser med hensyn til den nærmeste fremtid, så nu går vi over til at se på årets skakmæssige resultater.
Først holdresultaterne.
Ja, igen i år har vort førstehold stået for en helt formidabel indsats, og længe så det ud til, at første division blot var et kort ophold på vej til skakligaen, men det endte med en flot andenplads med en score over det forventede. Nørresundby blev nr. 1 med 38 points mod Viborgs 36½ point, og Nørresundby havde da også vundet over os med 4½ mod 3½, så deres oprykning til skakligaen må siges at være velfortjent. Forløbet af turneringen viser dog, at vores førstehold har potentialet til skakligaen.
For andetholdet i mesterrækken gik det knap så godt, da de endte på sidstepladsen. En væsentlig del af forklaringen er dog, at holdet i flere tilfælde afleverede spillere til førsteholdet og samtidig var man i flere tilfælde ramt af afbud, så man måtte langt ned i rækkerne for at hente reserver.
Vort tredjehold i A-rækken klarede sig flot med en andenplads efter Ikasts førstehold.
Vort fjerdehold opnåede en andenplads i B-rækken efter Kjellerups tredjehold, men man kan også sige, at holdet blev næstsidst foran Vorgods andethold; der var nemlig kun 3 deltagende hold. Alt i alt er det meget tilfredsstillende, at vi er i stand til at stille med 4 hold. Holdturneringen er værdifuld, fordi vi her har chancen for at prøve kræfter med spillere fra andre klubber, og reglen om ratingpoint giver en ekstra attraktion, og flere af vore spillere har da også øget deres rating betydeligt på denne konto.
Pokalturneringen 2008.
Viborg 1 vandt 9. hovedkreds’ turnering i Eliterækken uden kamp, men blev – lidt skuffende – kun delt nr. 8-9 blandt de 14 hold ved finalen i Nyborg. Jens Ove Fries Nielsen blev dog en flot delt topscorer på 1. bræt med 4½ points af 6.
Pokalturneringen 2009.
Igen i 2009 turde ingen stille op mod Viborg 1 i Eliterækken i 9. hk, og holdet har derfor igen kvalificeret sig til finalen, der spilles på søndag den 31. maj i Nyborg. Desværre er der denne gang en del afbud til holdet.
DM 2009 i Silkeborg.
Her havde vi kun 2 deltagere med, men de vandt begge deres grupper! Claus Rossen vandt en stærk mesterklasse med 6 points af 7 og kandidatresultat, og Thomas Overgaard Kristensen vandt den 5- runders basisklasse, han deltog i.
Andre eksterne resultater.
Navnlig Claus Rossen har vanen tro været meget turneringsaktiv. Blandt andet scorede han et fint resultat ved Copenhagen Chess Challenge i Ballerup i april i år.
Allan Holst, der netop er blevet A-medlem af klubben, scorede et meget flot resultat ved DM i hurtigskak i Odense i januar i år. Han vandt DM på deling med GM Lars Bo Hansen og Mads Boe. En lynomkamp endte uafgjort, så i hvert fald indtil videre deler de 3 spillere titlen som Danmarksmester i hurtigskak.
Hærvejsturneringen.
Der var i alt 32 deltagere fordelt på mesterklasse med 4 deltagere (dobbeltrundigt), basis 1 med 8 deltagere,basis 2 med 8 deltagere og basis 3 med 12 deltagere.
Olav Dalsgaard Larsen vandt mesterklassen suverænt med 5½ point af 6 mulige.
Jeppe Halgren Petersen, Allerød vandt basis 1, mens Mogens Boel og Anders R. Andreasen delte andenpladsen.
I basis 2 delte Daryoush Valinejad førstepladsen med Birgit Ditlevsen, Herning, mens Emil Deleuran, Tjele og Niels Bommersholt, Nr. Åby deltes om tredje- og fjerdeplads
.John O´Brien Kirk vandt basis 3 med 5 points på bedre korrektion foran Erik Bartram Jensen (5p).
De næste pladser blev også afgjort på korrektion med Thorvald Søndergaard på tredjepladsen, Simon Kirk Grundmann på fjerdepladsen og Jonas Nielsen på femtepladsen, alle med 4½ point.
Weekendturneringen.
Der var 22 deltagere fra hele landet. Mesterklassen blev vundet af Claus Rossen, Viborg, med 3½
Points. Basis1 vandtes af Jan Kargaard Jensen, Svogerslev med maksimum 5 points og Basis 2 af Niels Bommersholdt, Nr. Aaby foran Jonas Nielsen, Viborg.
Klubturneringen.
Hvor holdturnering, hærvejsturnering og weekendturnering er klubbens ansigt udadtil, så er klubturneringen et væsentligt element for et velfungerende klubliv og for sammenholdet i klubben, og derfor er det glædeligt med den store tilslutning, fra både aktive klubmedlemmer og fra eleverne fra Tjele.
I mesterklassen var der 9 deltagere og igen i år blev det Jens Ove Fries Nilsen, der løb med sejren, og kan kåres som klubmester. Men i 3. runde løb Jens Ove ind i et af sine sjældne nederlag, hvor Peter Graves stod for overraskelsen. For Peter tog sejren dog så meget på kræfterne, at han siden løb ind i en række nuller og endte uden for præmierækken. Jens Ove afgav siden remis til henholdsvis Morten Fabrin og Thomas Højbjerg, så Jens Ove endte med en score på 6 ud af 8. Morten Fabrin og Søren Ejdum scorede begge 5 point og endte som delt nr 2-3. Lige efter kom Claus Rossen med 4½ points.
1)Jens Ove Fries Nielsen 200 kr. + pokal
2)-3) Søren Ejdum og Morten Fabrin hver 75 kr.
I A-klassen var der 10 deltagere og her var der spænding lige til sidste runde, hvor Anders R. Andreasen efter en flot turnering vandt med 7½ point ud af 9, men tæt efter kom Mikael Bach på andenpladsen med 7 point. Tredje- og fjerdepladsen tog Martin Høj Hansen og Christian Bitsch sig af med hver 5½ point. Lige uden for præmierækken kom Peder Bækgaard med 4½ point.
1)Anders R. Andreasen 200 kr.
2) Mikael Bach 100 kr.
3-4) Martin Høj Hansen
og Christian Bitsch 25 kr. hver
I B-klassen var der også spænding lige til sidste runde, hvor det endte med, at veteranen Fritz Videbech og juniorspilleren Jonas Nielsen delte førstepladsen med hver 6½ point ud af 9. Børge Fisker besatte tredjepladsen med 5½ point og lige uden for præmierækken kom Henrik Wang-Holm med 5 points.
1)-2) Jonas Nielsen og
Fritz Videbech 150 kr. hver
3) Børge Fisker 50 kr.
I C-klassen var der 9 deltagere, men John O´Brien Kirk sørgede for at der ikke opstod spænding om førstepladsen, som han besatte med 7 points ud af 8 mulige. I en lille svaghedsperiode midt i turneringen afgav John 2 remiser. Johannes Sørensen besatte andenpladsen med 5½ point, og Orla Dürr og Anders Brygger delte tredje- og fjerdepladsen med hver 5 points.
1) John O’Brien Kirk 200 kr.
2) Johs. Sørensen 100 kr.
3)-4) Anders Brygger
og Orla Dürr 25 kr. hver
Hurtigskak.
Det årlige klubmesterskab blev spillet over 4 aftener i april-maj efter 3-points-systemet med 23, 20, 21 og 17 deltagere på de 4 torsdage. I alt 29 spillere var med:
Præmietagere blev
Turneringen:
1) Allan Holst 25 po. (80 kr.)
2) Olav Dalsgaard Larsen 24 po. (50 kr.)
3) Peter Graves 21 po. (30 kr.)
Seedningsgruppe B:
1)-2) Fritz Videbech og
Mogens Bech Nielsen begge 15 po. (hver 60 kr.)
Seedningsgruppe C:
1) Johs. Sørensen 15 po. (75 kr.)
2)-3) Kjeld Merstrand
og Orla Dürr 12 po. (hver 25 kr.)
Lynskak.
Klubmesterskabet i lynskak blev spillet torsdag den 14. maj med 15 deltagere. Fra de 2 grupper gik Allan Holst, Olav Dalsgaard Larsen, Claus Rossen og Morten Fabrin videre til semifinalerne, som vandtes af Allan og Olav. Allan Holst vandt den spændende finale med 2-1 :
1) Allan Holst (100 kr.)
2) Olav D. Larsen (50 kr.)
Årets ratinghøjdespringer.
Der uddeles hvert år en præmie til det medlem, som har haft størst ratingfremgang i årets løb. Begge de to sidste år er præmien gået til Thomas Overgaard Kristensen. Det er ret uhørt, at samme spiller kan tage titlen 2 år i træk. I år måtte Thomas så også afgive titlen. Der var mange fine fremgange, men suverænt størst fremgang blev opnået af
Jonas Nielsen med + 377 points (fra 1161 til 1538). Gavekort 200 kr.
Jonas har hele tiden været medlem her, men har i den forløbne sæson spillet holdskak for Tjele. Blandt andet derfor er der anledning til i år også at give præmie til nr. 2, som har præsteret en forrygende fremgang på et lidt højere niveau, nemlig
Mikael Bach med + 170 points (fra 1577 til 1747). Gavekort 200 kr.
Andre fine fremgange blev noteret hos følgende, uden at det giver præmie, men dog hædrende omtale:
Børge Fisker +120
Orla Dürr +109
Henrik Wang-Holm +91
Hans Kurt Jacobsen +79
John O’Brien Kirk +77
Anders R. Andreasen +75
Simon Kirk Grundmann +74 og
Peter Graves +71
Afslutning.
Ved delegeretmødet i Silkeborg i påsken modtog vort medlem Jes Harholm unionens hæderstegn, især for sit mangeårige arbejde som juniorlandstræner. Klubben er meget glad for, at nogle af vore medlemmer yder en indsats på landsplan, og er glad for at kunne gratulere Jes med den fuldt fortjente hædersbevisning.
Afslutningsvis vil jeg godt nævne et par ting, der ikke kan tilskrives bestyrelsen.
Først er der 9. hovedkreds’ (Morten Fabrin) forslag om en sammenlægning af 9., 7. og 6. HK, hvor bestyrelsen har støttet forslaget. Forslaget skal ses lidt i sammenhæng med medlemstilbagegangen, som jeg nævnte indledningsvis. Formålet er at samle flere klubber under én hat for dels at lette det administrative arbejde og dels for at kunne etablere en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af holdturneringen. Jeg håber, at hovedkredsens bestræbelser lykkes.
For det andet dannelsen af VSV, der er oprettet efter et idéoplæg fra Morten Fabrin. Formålet med den ny forening er at støtte skakklubben og om muligt skaffe ekstra midler til særlige arrangementer. VSV er en selvstændig forening, men bestyrelsen for skakklubben er repræsenteret i VSV. Det er et rigtig positivt initiativ, som helt sikkert vil komme skakklubben til gode.
Endelig vil jeg godt takke bestyrelsen for samarbejdet i den forløbne sæson, hvor I alle har været med til at trække læsset så det har været let at være formand, men jeg vil alligevel tillade mig at fremhæve 2 personer – Morten med en utrættelig indsats for at koordinere holdskakken, tilrettelægge klubturnering, sætte borde og spil frem samt sende pressemeddelelser efter hver runde i holdturneringen – og Mette, der året rundt på alle klubaftener og ved turneringer sørger for forplejning til de trætte hjerner – det er den slags, der er guld værd for klubben. Men generelt vil jeg nu også sige tak til alle medlemmer for det gode humør og den positive interesse for klubbens ve og vel. Også i år vil jeg sige tak til Tjele Efterskole, fordi de bidrager positivt med elevernes deltagelse i klubbens aktiviteter. Forhåbentlig kan etableringen af Viborg Skakskole også bidrage til rekrutteringen til Tjele Efterskole.
Dirigenten satte beretningen til debat, idet han samtidig roste, at weekendturneringen trods lavt deltagertal alligevel blev gennemført. Bestyrelsen må så overveje, om den skal fortsætte.
Claus Rossen udtrykte på vegne af Tjele Efterskole tilfredshed med turneringen og udtrykte håbet om, at turneringen ville blive gentaget.
På forespørgsel nævnte Kjeld Merstrand, at bestyrelsen vil overveje turneringens fremtid.
Morten Fabrin nævnte at man eventuelt kunne placere turneringen i første weekend i maj, da den nuværende placering er umiddelbart mellem 6. og 7. runde i holdturneringen.
Peter Graves fandt det skuffende, at der deltog så få af klubbens medlemmer i denne turnering.
Claus Rossen pegede på, at der i Holstebro er weekendturnering i september som led i en grand-prix-turnering..
Peter Graves oplyste, at der tidligere har været grand-prix-turnering i hovedkredsens regi.
Johs. Sørensen sagde, at der tidligere har været langt flere deltagere i weekendturneringen.
Kjeld Merstrand oplyste, at af de 22 deltagere i weekendturneringen var kun de 6 fra Viborg Skakklub. Måske har ratingen i holdturneringen været så attraktiv, at folk ikke har følt behov for også at spille weekendturnering.
Olav Dalsgaard Larsen udtrykte tvivl om, at ratingen var den store drivkraft.
Claus Rossen fandt det glædeligt, at klubben er både stor og stærk, og at næsten hele førsteholdet spiller med om klubmesterskabet.
Formandens beretning blev herefter godkendt.
3. Aflæggelse af regnskab
Kassereren, Ejner Bank Andreasen, gennemgik regnskabet for 1/4 2008 – 31/3 2009, der udviste et underskud på 1.550 kr., og sluttede med en egenkapital på 24.759 kr. I Juniorfonden indestår 2.967,07 kr. og i Villy Anlys Fond 47.578,75 kr.
Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.
Der holdtes herefter et kvarters pause.
4.-5. Kontingentfastsættelse og budget
Ejner Bank Andreasen gennemgik budgetudkastet, der sigtede på indtægter med 41.060 kr. og udgifter for 41.300 kr., dvs. et underskud på 240 kr.
På baggrund af, at unionen har besluttet forhøjelse af unionskontingentet med 100 kr. for alle medlemskategorier fra 1. juli 2009 foreslog bestyrelsen, at kontingentet forhøjes tilsvarende, dog kun for seniormedlemmer og pensionister, men ikke for juniorer, børn, B-medlemmer og æresmedlemmer.
Dirigenten satte emnerne til debat.
Peter Graves spurgte til, om ikke kontingentet for børn og juniorer også burde forhøjes.
Kjeld Merstrand pegede på, at bestyrelsen skønnede det forsvarligt ikke at forhøje for de unge.
Ejner Bank Andreasen nævnte som forælder, at skak er en meget billig aktivitet, og at det kunne overvejes at gøre satserne så ens som muligt.
Morten Fabrin pegede på, at der i indkaldelsen til generalforsamlingen ikke er advaret om forhøjelse for de unge, og at også dette kan spille ind i overvejelserne om, hvorvidt kontingentet allerede i år bør forhøjes for børn og juniorer.
Mogens Boel talte for forhøjelse for også børn og juniorer.
Kjeld Merstrand var åben over for flere muligheder, men foreslog, at man ikke i år forhøjer for børn og juniorer.
Dirigenten konstaterede herefter, at debatten ikke var mundet ud i, at der var stillet andre forslag end bestyrelsens, der herefter var vedtaget, samt at budgettet også var vedtaget. Årskontingentsatserne er herefter: Seniorer 750 kr., pensionister 600 kr., juniorer 400 kr., børn 350 kr., B-medlemmer 200 kr. og æresmedlemmer 0 kr.
6. Indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag.
7. Valg
Bestyrelsen: Formand Kjeld Merstrand, næstformand Thomas Højbjerg, sekretær Morten Fabrin og bestyrelsesmedlem Bjarne Nielsen var på valg og villige til genvalg.
Der fremkom ikke andre forslag, hvorfor de 4 nævnte blev genvalgt.
Bestyrelsesmedlem Thomas Overgaard ønskede at udtræde af bestyrelsen på grund af flytning fra Viborg. Bestyrelsen foreslog som afløser Jens Martin Villumsen.
Der fremkom ikke andre forslag, hvorfor Jens Martin Villumsen valgtes som bestyrelsesmedlem for 1 år.
Bestyrelsessuppleanter: 1)Peter Graves og 2)Bent Frederiksen genvalgtes uden modkandidater.
Revisorer: Peter Graves var på valg og genvalgtes uden modkandidater.
Som afløser for Jens Martin Villumsen foresloges Fritz Videbech, der valgtes uden modkandidater.
Spillerudvalg: Morten Fabrin, Bjarne Nielsen og Kaj Hansen var på valg og villige til genvalg, idet Kaj Hansen dog erklærede sig villig til at blive afløst. Der fremkom ikke andre kandidater, hvorfor alle 3 genvalgtes.
8. Eventuelt
Forsamlingen gratulerede formand Kjeld Merstrand med 70-års fødselsdagen den 22. maj.
Morten Fabrin oplyste som kasserer for Viborg Skak Venner, at støtteforeningen har 18 medlemmer, der alle har betalt kontingent, samt at der er indkommet 2.600 kr. som frivillige bidrag, hvorefter foreningen nu har en egenkapital på 7.100 kr. Han oplyste, at han gerne modtager endnu flere indmeldelser.
Kjeld Merstrand afsluttede generalforsamlingen 21.15 med at takke Thomas Overgaard for hans bestyrelsesarbejde samt takkede dirigenten og de øvrige fremmødte.
Olav Dalsgaard Larsen
dirigent
/Morten Fabrin
referent
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|