Pokalen i 9. hovedkreds atter vores!

Claus Rossen


(18-04-2023)


Et par dage inden afviklingen af pokalturneringen i 9. hovedkreds tilmeldte Holstebro sandelig et hold i eliterækken, så vi måtte denne gang ud og spille for vores pokal! De seneste år har Viborg Skakklub modtaget pokalen uden kamp, da ingen andre mandskaber tilmeldte sig eliterækken, men i år skulle vi altså spille os til den.


Olav Dalsgaard, Jes Harholm og jeg var straks klar og topscorer Peter Graves også, så vi skulle spille mod hver af de fire spillere fra Holstebro. Fire runder på fire brætter, 20 minutter + 5 sekunder pr. træk. Første omgang vandt vi 2½-1½, anden omgang 3-1 og de sidste to atter 2½-1½. Vi gav nogle halve rundt omkring, undtagen Peter, som atter vandt alle sine partier. Fire denne gang og som bekendt alle syv i holdturneringen. Dermed kan vi deltage i skakunionens pokalfinale med afvikling pinsesøndag i Skanderborg som regerende pokalmestre fra 9. hovedkreds.


Vi havde også hold med i bredderækken og også i den lavt ratede bredderække, og disse hold fik sig nogle gode oplevelser ved stævnet i Herning i søndags.




De glade vindere i eliterækken fra Viborg ses herunder.
Fra venstre er det Jes Harholm, Claus Rossen, Peter Graves og Olav Dalsgaard Larsen.
De glade vindere i eliterækken
Foto: Søren Gøgsig, Herning Skakklub


Viborgs hold i basisrækken klarede sig også rigtig fint, og fik en flot andenplads.
Fra venstre ses Jonathan Lindholt Poulsen, Karsten Horslund, Stefan Stoyanov og Matti Levi Kristensen. Viborgs spillere i basisrækken fik en flot andenplads
Foto: Søren Gøgsig, Herning Skakklub

Link til resultater